Kallø [udtales Kalø∂].  I dag staves navnet ofte Kalø, men er registreret i offentlige databaser som Kallø. Der er pudsigt nok to forskellige stavemåder på vejskiltene til landsbyen. Forleddet er substantivet ”kalf” der i gamle dage brugtes for ”kalv”. Efterleddet er substantivet ”ø” i den gamle betydning ”flad Landstrækning langs ved Vand eller Elv, især saadan, som er udsat for at oversvømmes deraf”, en betydning, som synes velbevidnet i lollandske stednavne. Landsbyen er ikke omflydt af vand, men ligger meget lavt langs med et vandløb.

Det første sted landsbyen nævnes i skriftlige kilder er på Kong Christian d. I’s tid (1448-81) hvor  Kallø Skough nævnes i en ikke nærmere dateret kilde. Følgende er årstal hvor byen nævnes i skriftlige kilder: 1489  Kalløs Birketing. Kalløø.1498 Kalløø.1502 Kalløs Birk. 1509 Kallø, Calfføø, Calffø.1560 Kalløe. 1568 kalløøs Birck, Kalløøre, Kalløø Birck.  1572 Kalløe Birck, Kalløe bierck, Kallø, Kalløø, Kalløe. 1582 Kalløø. 1610 Kalløe. 1664 Kaløø, Kall-øe. 1688 Calløe, Kalløe, Kaløe. 1844 Calløe Bye.

Kaløgrå. Vig lidt nordvest for Kallø. Stavedes tidligere Kalløgraa. Forleddet er landsbynavnet Kallø. Efterleddet er et substantiv dannet uden afledningsendelse af adjektivet ”grå”,  der ifølge Grandjean i Søkortets Stednavne s. 433 betyder fladvandet område med grå farve.

Kilde: Lolland Falsters Stednavne 19??

Uddrag om Kalø fra Niels Kjeldsens beretning Af Taars Sogns Historie:
 

Kallø By og Birk. 

Molbech beretter i Hist. Tidsskr. II side 509: ”Det viser sig af flere historiske kendetegn, at indtil det 12. eller henimod Midten af det trettende Aarhundrede har den større Mængde af Landsbyens Gaarde været i Adelsbøndernes (Selvejernes) Hænder. At saadanne endog undertiden og fra 13. til 16. Aarhundrede kunde udgøre frie Bymenigheder, som Kongerne bevilgede egen Jurisdiktion eller Birkeret vises Eksempler paa.” Hvor tidligt Byen fik Birkeret vides ikke. Navnet Kallø nævnes i Kong Eriks Brev af 1438, siden forekommer det med Mellemrum. En Hovedbegivenhed i Kallø Bys Historie blev Otto Krumpens tilfangetagelse. Otto Krumpen var Kong Chr. II’s Feltherre paa togtet mod Svenskerne 1520. Han overvandt Sten Sture den Yngres Hær ved Bogesund og drog plyndrende og hærgende til Upsala og Stokholm (Det Stokholmske Blodbad). Under Fr. I blev han Lensmand paa Langeland. Da Grevens Fejde udbrød, blev han overrumplet af Lybækkerne, og da han siden svor Troskab til Chr. II og Greven, blev han Grevens Lensmand paa Aalholm. Det var som Lensmand her, han i August 1535 er paa Skatteopkrævning og Fouragering i Landsbyen Kallø ved Saxkjøbing. Slaget ved 0xnebjerg var imidlertid tabt af Grev Christoffer, og nu søgte denne at tage Gidsler for muligt at udløse sig selv og andre Lybækkere, hvis det gjordes fornødent. Af den Grund fik den lybske Høvedsmand i Nykøbing, Francke, Ordre til at lade Krumpen gribe. Han opsøgte denne i Kallø og førte ham til Nykøbing. Siden blev Otto Krumpen tillige med mange andre indfangede Adelsmænd sendt til en større Fangekoloni i Tyskland. Arild Hvitfeldt, der er født og har levet i lang Tid paa Berritsgaard, har sikkert hørt Beretningen af Øjenvidner og derfor omtalt den i sin Danmarkshistorie. Om Tilfangetagelsen er sket under eller uden Kamp hentyder kun et Sagn, men der findes sydøst for Kallø en Mark, som hedder Klingemark, hvorpaa nuværende Kallø Skole ligger. Over denne Mark gik den gamle Vej fra Byen efter Hjørnet af Killerup Skov ad Majbølle til Nykøbing. Navnet kan godt pege hen paa at Sagnet har Ret, helt roligt har den store Hærfører og hans Følge ikke fundet sig i Franckes Overfald. Krumpen beklager sig siden over, at Greven har berøvet ham 100.000 Daler i Penge og Klenodier. Efter sin Løsladelse bliver Krumpen atter Rigsmarsk og 1542 genoptaget i Rigsraadet, ja under Syvaarskrigen blev den 90 aarige Mand i 1564 udnævnt til øverstkommanderende.

1567-77 fik Albert Oxe ”Soesmad” (Soesmarke) og Kallø Birker i Pant for 3333 Daler og 2 Skilling. (se Erslev: Danmarks Len og Lensmænd) hvorefter de atter kom under Kronen og Aalholm Len.

 1/12 1654 fik Lensmanden paa Aalholm Brev om, at Bønderne skulde grave en Grøft omkring Kallø Birk og Soesmarke Skov (Friis 123). Denne Grøft kan endnu paavises, i Storskoven kaldes den Viltbanegrøften. Dens Vand ledes nu over Markerne til Sandbækken, Sillingbæk og Kallø Vig. Paa Fr. III’s Tid har Grøften været ført gennem Vindemosen, langs Folevænget og Kapunervænget. Her har den faaet tilført vand fra Rørmosen og er saa gravet videre i Kallø Jordens Skel til Styllingbæk og Stranden.

Paa landsarkivet findes en stor haandskrevet Birkeprotokol, der omfatter Aarene 1661-1674. Den er fælles for Kallø, Vixnes og Soesmarke Birker. Spor til Svenskernes Ophold i Kallø kan findes her, for Eks.: En Mand opgiver at eje en Kiste ”hvilken Svensken haver Laasen itubrudt.” En anden beklager sig over ikke at kunne betale sit Præsteoffer, fordi Svensken tog alt fra ham. Protokollen giver dog ogsaa gode Billeder af Datidens Samfundsliv og Forhold i Kallø. (se L.F. Historisk Aarbog 1930 s.63). Barnehøj, Snekkerhøj og Kallshøj er skildret tidligere.(side 2-3).

1687 ophører Kallø at være Krongods. Aarsagen er følgende: Grev Holcks Enke paa Orebygaard, Fru Sofie Ulfeldt krævede Kronen for 6200 Daler, som hendes Mand havde Fordring på fra Svenskekrigens tid. Da ”Staten fattes Penge” fik hun ved Skøde af 3. Maj 1687 og Tillægsskøde af 13. August samme Aar udlagt 12 Gaarde, 2 Gaardparter, l Bol og 5 Gadehuse i Kallø til Eje. Med ovennævnte fulgte Skov i Markerne til 24 Svins Olden, tilsammen 92 Td. 5 3/4 Skepper Hartkorn.(Danske Herregaarde II side 166).

Berritsgaard begyndte tidligt at udstrække sine Fangarme efter Kallø, thi i det Laasebrev eller Skøde som Lisbeth Friis lod sig tillyse paa Tinge 24/2 1589, stadfæstet 1/4. 1589 nævnes 3 Gaarde og 1 øde Jord i Kalløe. Det samme Antal Gaarde ejer Berritsgaard ved Ejerskiftet 1654, men 1729 har samme Herregaard 5 Gaarde i Kallø under sit Værge.

Om de nævnte Gaarde er købt af Kronen eller tilbyttet for andet Gods vides endnu ikke. Det er muligt, at de alle da har været øde eller ubeboede da Berritsgaard overtog dem, thi P. Rohde beretter Side 32: ”1565 døde paa Lolland af Pest 13.000 Mennesker og blandt dem 28 Præster. Samtidig hermed døde af Pest, alene i Musse Herred 3555 Mennesker og blandt dem 8 Præster, bedrøveligt for Lærdommen, men bedrøveligere for Agerdyrkningen.”

Da Poul Abraham Lehn i 1775 købte Orebygaard og udvidede denne Gaards dyrkede Areal fra 300 Td. Land til 500 Td. Land ved at rydde nogle Overdrevsjorde, fik han 1781 Bevilling paa at omlægge Hoveritjenesten ved Orebygaard og Berritsgaard for at gøre det lettere for Fæstebønderne at bestride det forøgede Hoveriarbejde.

Han sad i den store Landbokommision fra 1784, fordi han var en ven af Udskiftningen, men han ønskede aldeles ikke Hoveriet afskaffet. Derimod ønskede han Hoveriet lagt ind under en fast ordnet Plan, saa Hoveribyrden ikke skulde blive for trykkende, og saa Bønderne kunde faa baade Tid og Lyst til at passe deres egen Bedrift.

I Arkivet paa Orebygaard findes nogle overordentlig fint udførte Kort over Hovmarkerne. De er nøje inddelte i Agre og Skifter, og man kan af de paaførte Tal slutte at hver Gaard har været tildelt sin bestemte Hoveriydelse.

Baade af anførte Grund, og fordi vejene til Orebygaard førte gennem fremmed Omraade, kan Hoveriet aldrig have lagt noget trangt Aag paa Bønderne i Kallø. 1785 udskiftedes Kallø, A.A. Faber har tegnet Kortet. Det findes i Arkivet paa Orebygaard, og det giver mange gode Oplysninger, bl.a. om forglemte Stednavne.

En enkelt Gaard ses dog at have været udskiftet og udflyttet før 1785. Det er Vindemosegaarden, Matr. No. 2 i Kallø. Selve udflytningen af de øvrige Gaarde foregaar først senere.

Det vides f.eks. at flere af de i Kallø Skovby liggende Gaarde er lagt på nuværende Plads Aar 1799, men Sognets Vejnet blev stærkt ændret ved Udskiftningen, alt tager jo tid. Den nye Allé blev først anlagt 1818, og den sidste Gaard som udflyttedes: Matr. No. 4 blev opført 1833.

Byen ejede 3 stensatte Brønde, een ved Gaard No.14, een ved No.19 og een ved no. 4. Møllesjøvlen og Bysjøvlen var fælles Vandingssteder samt Branddamme.

Byens Kvægfold (Folet: se L.F. Hist. Aarbog 1930 side 64) laa Syd og Vest for Matr. No. 3l ved Bysjøvlen. Den benævnes paa Bykortet for Hejningen.

P.A. Lehn har haft samme syn paa Pilehegn som Reventlow. Naar denne mand udtaler: Hvad der passer for Holland, passer ogsaa for Lolland,” saa gennemfører P.A. Lehn, at Pilerækkers Hegn som Plove furer Mark og Vænge frem, samtidig skaffede han Bønderne udmærket materiale til at indhegne Markerne med, ide Pilene kunne stynes hvert 6. eller 7. Aar.

Skovene var i hans Tid fattige paa Stof der egnede sig til Gjerdsel. De høje Pyramidepopler der ved Aarhundredaarsskiftet stod ved alle de Stenkister som førtes under Vejene, var ogsaa plantede paa hans Bud.

Kun een Gaard i Kallø, Matr. No. 4, har endnu (1931) Pile staaende om hvert enkelt Vænge i Marken. Nogle faa Gaarde har Pilehegn i enkelte Skel ind mod Naboens Ejendom, men da der aldrig plantes nye Pil i de udgaaedes Sted, er Pilehegnenes Dage snart talte, og Egnen taber en Del af sin Hygge og ejendommelige Skønhed.

En anden Ting forandrer ogsaa Landskabets Karakter. Det er de gamle højstammede Frugttræers Forsvinden. Endnu ser man høje stærke Æble og Pæretræer danne For og Baggrund for ældre Bygninger, der er Karakter over dem. De danner Ramme om Bostederne. De halv og lavstammede Frugttræer samt de stive kedelige Mirabeller, man nu planter, giver et mere forkrøblet og intetsigende Præg, men de maa vel stemme med Tiden hvor idealistiske Tanker og ranke Rygge skal kroges under Materialismens og Organisationsførernes Knaldepiske.

Da Kallø 1687 kom under Orebygaard, ophørte Byen at være Hjemsted for Birketinget. I Orebygaards Birkeprotokol kan man muligvis finde Bekræftelse paa Sagnet om den Kniplingskræmmer, der forsvandt i Kallø i det attende Aarhundrede, og efter hvem Helhesten endnu leder i Røgterstræde.

Om Drengen hos Christian paa Højen, der skulde helbredes for Fnat i en varm Bageovn, men som døde under Kuren, mens hans Moder og en Nabokone holdt Kaffesladder inde i Stuen kan sikkert ikke bekræftes i Birkeprotokollen. Den Sag var i de Tider en Ubetydelighed. Det er dog muligt, at der findes en Paategning derom i den gamle Kirkebog, thi det er forbavsende hvad den Tids Præster kunde tillade sig at anføre heri. Mellem 1800 og 1850 er i Taars Kirkebog nedskrevet Ting som hverken tjener Præst eller Befolkning til Ære.


En levnedsskildring fra Kallø 

Ifølge en Skildring der er fremdraget af Hr. Skoleinspektør Laurits Sunke i København og offentliggjort i Lolland Falsters historiske Aarbog 1930, er her gengivet i en lidt ændret Form. Vi tænker os handlingen foregaar lidt syd for Kallø høj ved Indgangen til Byens Indhegning ”Folet,” der bredte sig vest for Bydammen ”Sjøvlen”:

Rasmus Poulsens Gaard laa lige over for i den Have, som Skolen fik da matr. 10 blev udflyttet. Det var i Byhøstens Tid, Søndag d. 30. August 1663, hen imod Aften. Folk nød Hviledagen. Byens Oldermand Niels Andersen Kæmpe besøgte sin Nabo Hans Løje, og Gmd. Mads Jørgensen og Karen Spurre fik en Pasasiar ude paa Gaden. Disse to faar øje paa en Flok Svin, der er brudt ind paa Mads Jørgensens Toft. De bliver enige om at meddele det til Oldermanden for at Svinenes Ejer kan komme til at betale en Bøde til Bymændenes Fælleskasse, thi Ævret er endnu ikke opgivet, d.v.s. Løsdrift af Dyr paa anden Mands Jord er ikke tilladt.

Oldermanden giver Ordre til, at Dyrene skal drives ud af Toften og hen til Byens Indhegning Folet. her vil han mødes sammen med dem. Det sker og Svinene drives ind. I det samme kommer Svinenes Ejer, Rasmus Poulsen gaaende af Røgterstrædet mod sin Gaard. Han standser ved Gaarden og raaber til Oldermanden:

”Hvad er nu i Folet?”

”Eders Svin” lød det tilbage.

Rsm. P.: ”Ret nu stod de i min Gaard”

Mads J.: ”Nu gik de i min Toft”

Rsm. P.: ”Der løj du som en Skælm”

Mads J. ”En Skælm der løj, en Skælm der løj”

Rasmus gik nu til Folet og sagde til Mads:

”Kalder du mig for en Skælm?” Han hævede Armen til Slag.

Mads J. ”Gør hvilket du vil” Slagsmaalet begyndte.

En anden Mand, Kristoffer Pedersen var imidlertid kommet til. Det oplyses i Forhøret at han ”drak” (røg) paa en pibe Tobak. Oldermanden bød de kæmpende at holde inde med kampen og forliges, men hidsige Kristoffer blandede sig i Striden, og henvendt til Mads udbrød han:

”Nu skal du faa Skam.”

Han drog Kniven, men da greb Oldermanden Kristoffer i sin Favn og holdt ham fast, idet han sagde: ”Gaa hen og vogt jer selv, gaa hen”

Dog, før Kristoffer kom ud af Oldermandens Favntag, fik han held til at støde til Mads med sin Skonæse, hvorfor Rasmus raabte:

”Vær stille, jeg vil selv være ham god nok”

Baade Mads og Rasmus var blodige, og Oldermanden fik Kristoffer til at hjælpe sig med at skille de kæmpende. Mette Nielsdatter der tjente hos Frederik Degn og havde dennes Barn ved Haanden kom til under Kampen og hun hjalp efter Evne til at skille Stridsmændene. Mads Jørgensen forlod ret hurtig Kamppladsen og gik ind hos Hans Lauritsen og sagde:

”Nu har de slaaet mig ude paa Gaden”

Hans: ”Hvem har slaaet?”

Mads: ”Det gjorde Rasmus Poulsen og Kristoffer, jeg vil drage ud til Slottet (Aalholm) og klage ham”

Hans raaber: ”Maren, tænd et Lys at jeg kan se om Mads har faaet Skade”

Hans Lauritsen saa da at Mads var blodig bag i Hovedet, og at der var en Rift i Huden.
 

Fredag den 18. September blev Birketinget sat af Stedets Øvrighed, Peder Sørensen. Alle ovennævnte Vidner maatte bekræfte deres Udsagn som anført.

De 8 Tingmænd : Jens Nielsen, Peder Lauritsen og Rasmus Clausen fra Vigsnæs, Laurits Sørensen og Peder Jørgensen fra Kallø, Rasmus Andersen, Hans Pedersen og Peder Marcussen fra Soesmarke

Hvordan Dommen lød, vides ikke, men den dramatiske og livlige Beskrivelse af Optrinet paa Kallø Gade for omtrent 300 Aar siden, giver et godt Billede af Livet, samt det lune som kunde raade i den lille landsby.